Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan

Her kan du læse vores evaluering af arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan.

Hvilke dele af vores pædagogiske læringsmiljø har vi særligt haft fokus på over de sidste 2 år?

  • Sammenhænge mellem vuggestue og børnehave.
  • Overgange mellem aktiviteter.
  • Aktiviteter på tværs af stuerne.

Hvordan har vi organiseret vores evalueringskultur?

Der evalueres både i den samlede personalegruppe 4 gange om året efter endt tema og på de enkelte stuer som del-evaluering efter mindre aktiviteter. Det kan varierer fra stue til stue, hvor ofte det er. Vi tager udgangspunkt i SMTTE, som en samlet model for tilrettelæggelse og evaluering af temaer. Vi er så småt ved at tage et mindre skema i brug, som er henvendt til pædagogmedhjælpere. Med mindre skema menes et skema, som ikke-uddannede selvstændigt kan gå til efter endt aktivitet eller projekt. Dette giver mulighed for at styrke den enkelte pædagogmedhjælpers kompetencer og faglige udvikling.

Evalueringskulturen er både en del af det systematiske, skriftlige arbejde med læreplanstemaer, men også den mundtlige evaluering som kan opstå efter fx endt forældresamtale, TN møde, gennemgang af børnegruppen på et stuemøde og andet, som indbyder til refleksion af den daglige pædagogiske praksis. Vores mål er at lære og lære af hinanden. Det betyder, vi indbyder til fælles refleksion og erfaringsdeling.

I ledelsen har vi et ønske om at medarbejdergruppen, som har forskelligt, personligt eller fagligt ståsted, bliver kompetente til at spørge ind til, være nysgerrig på eller undre sig over kollegers praksis. Det skaber mulighed for, at både den, der spørger og den, der bliver spurgt, kommer i en reflekterende stund, hvor pædagogisk udvikling bliver synlig og tydelig.

Det har været vanskeligt at udvikle evalueringskulturen under nedlukning af vuggestuen og under de forhold, vi har skullet afholde møder efter genåbning. Det har ikke været de optimale forhold for drøftelser, refleksion og udvikling.

Hvordan har vi arbejdet med vores lokale skriftlige læreplan?

Læreplanerne har været en del af personalemøderne, hvor alle har kunnet komme med input og har haft mulighed for at præge det skriftlige arbejde med at nedskrive læreplanen.

Bestyrelsen har ligeledes været inddraget i processen og har kunnet bidrage med input i et forældreperspektiv.

Hvad var formålet med den evaluering, vi gennemførte?

Formålet med evalueringen var se efter tegn på læring og udvikling blandt børnene. Vi har løbende vurderet, om aktiviteter og indhold har skullet ændres eller justeres i forhold til børnegruppens mulighed for læring gennem aktiviteter og daglig praksis.

Formålet var ligeledes at vurdere, om der var noget i den daglige praksis, som med fordel kunne ændres, justeres eller videreudvikles, så det gav større udbytte og mulighed for læring.

Hvilken pædagogisk dokumentation har vi indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering?

Vi har anvendt del-evaluering og refleksion som metode til at indsamle og vurdere data. Idet vi primært arbejder med mindre grupper, har den enkelte medarbejder haft mulighed for at vurdere netop sin børnegruppe via iagttagelser med fokus på tegn på læring.

Hvilke ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til?

Der er generelt blevet et større fokus på synliggørelsen og tydeliggørelsen af hverdagens mange aktiviteter. Det drejer sig for eksempel om overgangene mellem en formiddagssamling til de planlagte aktiviteter. Vi har fået et øget brug af billeder, der hjælper barnet med at visualisere overgange, måder at tage tøj af eller på, hvem der skal hvad og med hvem.

Hvordan har vi inddraget forældrebestyrelsen i evalueringen af den pædagogiske læreplan?

Bestyrelsen for Kristrup Vuggestue har ikke været en del af evalueringen af de pædagogiske læreplaner. Bestyrelsen er løbende orienteret om vores hverdag med de delelementer, den indeholder – heriblandt læreplanerne. Fokus på de seneste møder har omhandlet corona og de udfordringer, dette har betydet for både trivsel, udvikling og en såkaldt normal hverdag. Vores bestyrelsesmøder har som alt andet været præget af en hverdag under stor forandring og fokus har været et andet end tidligere. Dette gælder også for denne evaluering.

Bestyrelsen vil få dette skema tilsendt.

Hvilke områder af vores pædagogiske læringsmiljø vil vi fremadrettet sætte mere fokus på?

Vi vil sætte særligt fokus på evalueringskulturen. Ledelsen har deltaget i et modul vedr. praksisnær ledelse, hvor evalueringskulturen særligt har optaget os. Vi ønsker at være mere tydelige på, hvornår der evalueres og hvorfor, der evalueres. Personalet skal inddrages i lærende processer, som styrker den enkelte medarbejderes evalueringskompetencer og dermed evalueringskulturen.

Hvordan vil vi justere organiseringen af vores evalueringskultur?

Vi har erfaret, at vi får de bedste og mest meningsgivende drøftelser og muligheder for refleksioner, når vi fysisk er sammen. Onlinemøder har været en mulighed for at tage fat på praktiske udfordringer i vores hverdag, men mediet har ikke været oplagt som forum for refleksion og udvikling. Corona har betydet mindre fokus på læringsmiljøer og mere fokus på trivsel og omsorg. Samtidigt har vi hele tiden haft øje for et lærende og meningsfuldt indhold i børnenes hverdag.